Andrey Kiritchenko har med såvel sit label Nexsound som sin egen musik været en afgørende skikkelse på den ukrainske eksperimentalmusik-scene. Selvom hans oprindelige udgangspunkt i 90'erne var guitaren og singer/songwriter-genren, har han med tiden først og fremmest slået sit navn fast som udforsker af den elektroniske musiks muligheder. Han har arbejdet med alt fra noise og elektronisk avantgarde til mere ambiente lydlandskaber, men hverken den akustiske guitar eller påvirkningen fra singer/songwriter-genren og folk-musikken har været gemt helt af vejen. Disse elementer dukker op med jævne mellemrum i den alsidige musikers arbejde, hvor man ofte også har fornemmet en fascination af den mere traditionelle ukrainske folkemusik og rurale stemninger.

Sjældent har disse inspirationer dog været så manifeste som på Kiritchenkos nye samarbejde med folk-kvartetten Ojra, der som Kiritchenko stammer fra den nordøstlige ukrainske by Kharkiv. På pladen A Tangle of Mokosha præsenteres 10 numre, hvor Ojras traditionelle ukrainske instrumenter og vokalteknikker møder Kiritchenkos elektroniske lyde og field recordings. Albummet udgives i et samarbejde mellem Nexsound og det tyske label Lollipoppe Shoppe, der også har udgivet plader med det russiske orkester Volga. Og netop Volga må siges at være et af de nærmeste referencepunkter til musikken på A Tangle of Mokosha, som skaberne selv omtaler som ”etnotronisk” musik. I covernoterne takker bandet da også Alexey Borisov, den russiske elektroniske musikguru, der netop har været en af drivkræfterne i Volga.

Ojra trækker på nogle af de samme musikalske rødder som Volga med deres nærmest etnografiske indsamlinger af gamle slaviske folkemelodier af både kristen og hedensk herkomst, og Halyna Breslavets' stemme kan da også minde en del om Volgas sangerinde Angela Manukian. Alligevel er der også markante forskelle. Ojra er generelt mere afdæmpede og lyriske i deres udtryk og betoner i mindre grad end Volga det dansable. Flere af numrene er blide og hviskende som vuggeviser, hvad de givetvis også er ment som.

Denne lyriske sensibilitet passer godt til Kiritchenkos temperament. Når man betænker hans ofte meget eksperimenterende udtryk, kan det umiddelbart overraske, at han her virker direkte ydmyg over for den traditionelle musik, hvor man måske kunne have forventet sig mere elektronisk modspil. Men det fungerer faktisk godt, og på den måde tjener ydmygheden ham til ære. Her er ikke nogen påtagede forsøg på at få de gamle melodier til at lyde ”moderne” ved at peppe dem op med smarte elektroniske beats (en fælde, som Volga af og til falder i). Snarere finder Ojra og Kiritchenko sammen om et i bund og grund tidløst udtryk, hvor gamle akustiske instrumenter og elektroniske klange eksisterer nærmest selvfølgeligt ved siden af hinanden, og det er som lytter ikke altid så nemt at bestemme, om de svævende klange og langstrakte droner nu stammer fra elektroniske lydkilder eller fra Petro Yubas traditionelle fløjter som sopilkaen eller dvoyankaen.

Dermed ikke sagt, at der ikke er numre, hvor det elektroniske gøres mere manifest, f.eks. i den mere bastunge ”Na Yordantsi”, hvor dybe basdroner skaber en fin kontrast til Breslavets' lyse stemme. Men det overordnede indtryk er stadig en ret organisk helhed, snarere end endnu en banal folk vs. electronica-plade. Og Ojras egen musik er da også absolut rig nok på nuancer og flotte musikalske passager, til at et forsøg på netop at peppe den op ville virke plat.

Samarbejdet viser sine største styrker i de afdæmpede numre, hvor Kiritchenko kan trække på sin erfaring fra arbejdet med field recordings og ambient. Et godt eksempel er ”Kotyku sirenkyi”, der virkelig er som en lokkende sirenesang med drømmende klange og rislende naturstemninger.

Og sådan er A Tangle of Mokosha generelt. På én gang som en fremmedartet sirenesang og som en moders beroligende vuggevise. Et smukt møde og et smukt værk fra nogle af Ukraines mest interessante musikere.

Rasmus Steffensen, 12. mar